Mød tre af vores rådgivere og hør, hvordan de skaber værdi for opsagte medarbejdere - hver eneste dag.
"Jeg oplever, at kandidater ringer til mig som den første, når drømmejobbet er landet. Så kniber jeg mig i armen - tænk at jeg får lov til at gøre en forskel." Poul Hansen, Karriererådgiver, AS3
Poul Hansen - har siden 2016 har været tilknyttet AS3 som freelance rådgiver
Poul har tidligere arbejdet som HR-chef i en større virksomhed, så han kender til mange af de udfordringer, som både medarbejdere og ledere kan stå med, når forandringer banker på døren. Og som jobrådgiver får han ofte lov til at komme tæt på nogle sårbare situationer, for de mennesker, han har i rådgivning.
- Når jeg møder mennesker, der er blevet opsagt, er de ofte følelsesmæssigt ramt. Det kan føles som om, at en del af ens identitet er blevet taget væk, når man mister sit job. Det er derfor helt unikt, når en jeg har i rådgivning fortæller, at vedkommende har fået job.
- Jeg oplever, at kandidater ringer til mig som den første, når drømmejobbet er landet, fordi de så gerne vil dele det med mig. Så kniber jeg mig selv i armen – tænk at jeg får lov til at gøre en forskel og være en del af noget, der betyder så meget for personen.
"Det er enormt givende at guide mennesker gennem en proces, hvor de ender med at se både deres arbejdsliv og kompetencer i et helt nyt perspektiv." Helle Thiele, Karriere- og ledelsesrådgiver, AS3
Helle Thiele - tidligere Børne- og Ungedirektør i Kolding Kommune, VP i TDC og Vicedirektør i Socialstyrelsen
Helle har en lang og tung lederkarriere bag sig i både den offentlige og private sektor. Den erfaring sætter hun i spil dagligt, når hun i dag rådgiver medarbejdere, ledere og executives, som jagter det næste job i karrieren.
- For mig er det dybt meningsfuldt at få lov til at hjælpe mennesker som står overfor de mange komplekse valg, som det moderne arbejdsliv byder på.
- Når jeg møder dem, står de ofte i en svær situation, hvor de er sårede eller skuffede. Det er enormt givende at guide dem gennem en proces, hvor de genvinder modet og ender med at se både deres arbejdsliv og kompetencer i et helt nyt perspektiv.
Helle har mange gode minder fra rådgivningen, men særligt én oplevelse står lysende klart i hendes erindring:
- Det var en succesfuld kvinde med et flot og klassisk karriereforløb bag sig. Da jeg mødte hende, havde hun netop været udsat for en meget barsk og sårende afskedigelse, som hun havde svært ved at komme sig over.
- Det var både rørende og inspirerende at opleve, hvordan hun gennem forløbet genfandt ikke bare sin selvtillid men også en kreativ side, hun havde sat på pause i mange år. Hun var virkelig ramt, da hun kom, men hun fandt modet og handlekraften til at gøre noget nyt og endte med at springe ud som selvstændig.
Oplevelsen afspejler ifølge Helle en større tendens blandt jobsøgende:
- Jeg møder opsagte som forholder sig kritisk og meget reflekteret til, hvad de egentlig ønsker sig af livet fremover. Jobbet er blevet et vigtigt værdimæssigt valg, som ikke kun handler om løn, udvikling og karriere, men i høj grad også om at vælge det liv, som giver mening. Stadig flere sætter sig fri fra gamle normer om arbejdslivet og de klassiske karriereveje og går deres egen vej. Det er befriende.
Jeg elsker at hjælpe mennesker videre. Skabe afklaring og motivation, så de går ud og finder - ikke bare et job - men det rigtige job. Bjarne Smedegaard, Karriererådgiver, AS3
Bjarne Smedegaard - har i +10 år har hjulpet opsagte ledere og medarbejdere videre i nyt job
Hans erfaring som marketingschef i både danske og internationale virksomheder bruger han dagligt i sin rådgivning.
- Jeg elsker at hjælpe mennesker videre. Det giver en god følelse, når jeg kan gøre en forskel for et menneske, som står i en sårbar situation. Skabe afklaring og motivation. Få kompetencerne på plads. Så de kan gå ud og finde - ikke bare et job - men det rigtige job.
- Udover den individuelle rådgivning faciliterer jeg også jobteams for grupper af ledere og expats, og det er fantastisk at opleve, hvor professionelt de går til opgaven, og hvor meget de vil det. Jeg møder nærmest kun topmotiverede kandidater, og det er med til at gøre mit job enormt givende.
Bjarne har da også svært ved at vælge mellem kandidater, som har gjort et særligt indtryk på ham. For som han siger:
- Alle forløb gør indtryk på mig, og ikke to er ens. Det er jo mennesker, jeg kommer meget tæt på i en svær periode af deres liv. Flere har jeg stadig kontakt med den dag i dag – selvom jeg rådgav dem for år tilbage.
- Men der er selvfølgelig oplevelser, der bliver hos én. Som da jeg for nylig helt konkret hjalp en kandidat videre til et nyt job gennem mit eget netværk. Det er fedt at opleve, hvordan han stortrives i stillingen – og gør det så godt, at han nu er på vej ud for at gøre international karriere i virksomheden.