BESØG DANMARKS BEDSTE LEDELSESBLOG 2016

Fællesskab giver job

Gruppetanken har for alvor slået igennem som et supplement til den personlige jobrådgivning i AS3 Transition. I 2016 runder antallet af gruppeaktiviteter 1.600 - fordelt på faglige workshops, netværkscaféer, jobteams og webinarer.

Fagdirektør i AS3 Transition, Lisbeth Bygsø-Petersen, siger:

”Den personlige rådgivning vil altid være den væsentligste. Den nærhed og det fokus, man opnår i den tætte samtale, er ganske unik, men vi kan styrke den personlige læring gennem vores gruppeaktiviteter. Det giver nemlig de jobsøgende mulighed for at arbejde videre på deres egen måde, udvide deres netværk og få flere perspektiver på deres situation.”

For mange kan det godt være udfordrende at netværke, men gennem gruppeaktiviteterne får de jobsøgende hjælp til at komme ud over barrieren. De får sparring på deres egen jobsøgningsproces og kan hente en masse inspiration fra de andre deltagere, siger hun.

”Vi oplever tit, at de jobsøgende anbefaler aktiviteterne til hinanden, og det viser jo, at de er rigtig glade for dem.”

Fokuserer på hver enkelt jobsøger  

Ifølge Lisbeth Bygsø-Petersen får de jobsøgende både struktur og et socialt indspark i hverdagen gennem gruppeaktiviteterne. Blandt andet i forskellige jobteams, hvor de samme mennesker deltager fra gang til gang, hjælper hinanden og diskuterer forskellige udfordringer sammen med en jobrådgiver.

”De jobsøgende har jo forskellige behov, så det er afgørende, at vi tager hensyn til hver enkelt person. Vi udvikler hele tiden vores gruppeaktiviteter og tilpasser dem efter de behov, som de jobsøgende har,” siger Lisbeth Bygsø-Petersen.