Sådan spotter du symptomer på stress

For at undgå langvarige stressforløb er det vigtigt, at du som leder kender symptomerne. Her får du overblik over de mest gængse tegn på mistrivsel og stress, du skal holde øje med hos dine medarbejdere. 

Hvad kan lede til mistrivsel?

Der kan være mange årsager til mistrivsel – fx psykisk trivsel, fysisk arbejdsmiljø, samt den enkeltes sundhedstilstand og privatliv.

Vores 30 års erfaring med trivselsarbejde, viser klart, at vi som mennesker har brug for at opleve balance mellem de krav, vi stilles overfor, og de ressourcer vi har til rådighed – både i privatlivet og i arbejdet.

Som leder, har du ansvar for at være opmærksom på og undersøge den enkeltes balance i forhold til arbejdslivet. Her kan krav være de indre krav, det enkelte menneske stiller til sig selv (som fx ambitionsniveau), men også ydre krav, som opleves fra organisationen, lederen eller kollegerne (fx KPI’er).

Ressourcer kan være de indre ressourcer, som fx kompetencer, fysisk formåen og hvordan det enkelte menneskes overordnede trivsel er. De ydre ressourcer er dem, som vi kan støtte os op ad, som fx socialt fællesskab, værktøjer eller IT-systemer.

Hvad er stress?

Det er vigtigt at skelne mellem kort- og langvarig stress. Kortvarig stress er en naturlig tilstand, der gør det muligt at reagere og handle hensigtsmæssigt i bestemte situationer – fx når vi kortvarigt skal yde ekstra i forbindelse med en sportsbegivenhed eller en deadline på arbejdet.

Langvarig stress er en uhensigtsmæssig individtilstand, der typisk strækker sig henover uger eller måneder. Længerevarende stress en risikofaktor for helbredet og kan føre til sygdom.

Som leder er det vigtigt både at kende dine egne begyndende stresssymptomer og dine medarbejderes advarselssignaler - for at kunne reagere i tide og forebygge, at det udvikler sig til langvarig stress.

Stresssymptomer kan udmønte sig på tre områder: det fysiologiske, det psykologiske og det adfærdsmæssige.

Huskeseddel: Dét bør du holde øje med som leder

Nedenfor finder du eksempler på stresssymptomer, som din medarbejder måske oplever – eller har fortalt dig om. Som leder er det særligt vigtigt, at du er opmærksom på medarbejderens adfærdsændringer. Har du fx bemærket, at din medarbejder gentagende gange har trukket sig fra frokosten, ikke præsterer som sædvanligt eller udviser et andet humør, end personen plejer?

Tommelfingerreglen er, at jo større adfærdsændringer over længere tid, jo større risiko for stressudvikling. Derfor er det vigtigt, at du kender din medarbejder godt.  

Adfærdsmæssige symptomer

  • Søvnproblemer, fx dårlig og urolig søvn
  • Nedsat præstationsevne
  • Ubeslutsomhed og svært ved at prioritere
  • Øget brug af stimulanser såsom sukker, kaffe eller alkohol

Psykiske symptomer

  • Manglende lyst til hobbyer og aktiviteter
  • Træthed i løbet af dagen
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær – også i simple samtaler
  • Humørsvingninger, såsom irritabilitet, aggressivitet eller modløshed

Fysiske symptomer

  • Hjertebanken selvom man sidder stille
  • Indre uro i kroppen
  • Svedeture som reaktion på ‘harmløse’ situationer
  • Vedvarende eller hyppig hovedpine

Har du brug for sparring?

Sparring med en AS3 ledelseskonsulent er inkluderet i din virksomheds abonnement på EVI trivselsmåling.

Kontakt vores trivselsrådgivning på mail Trivselsraadgiver@as3.dk - så ringer vi dig op.

Send os en mail