BESØG DANMARKS BEDSTE LEDELSESBLOG 2016

ny undersøgelse viser: Derfor skal du bruge video til rekruttering

Det er ofte dyrt for en virksomhed at finde og ansætte de rigtige medarbejdere. Derfor forsøger flere med andre tiltag, når de skal rekruttere nye medarbejdere. Lige nu vinder videoansøgninger frem i flere brancher.

Et kortere videoklip, hvor ansøgeren præsentere sig selv, kan måske være vejen frem, næste gang din virksomhed skal finde den helt rigtige kandidat til en ledig stilling.

I en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for AS3 Transition svarer 27 procent af de adspurgte virksomheder nemlig, at de enten bruger eller planlægger at bruge videoansøgninger inden for de næste to år.

Ifølge digital udviklingskonsulent ved AS3 Transition, Mette Kongstadt, kan videoansøgningerne noget, skriftlige ansøgninger ikke kan.

”På video er det muligt at få et langt bedre indtryk af ansøgerens personlighed. Og det er ifølge virksomhederne i undersøgelsen den allervigtigste fordel ved at bruge video til rekruttering.”

Hun vurderer, at der er nogle ganske bestemte jobtyper, hvor den skriftlige ansøgning med fordel kan suppleres med video.

”I jobs med kontakt til kunder eller i undervisning, hvor ansøgerens personlighed har en betydning, er det oplagt at supplere rekrutteringen med videoansøgninger. Der bliver flere og flere af den type jobs, og derfor vil brugen af videoansøgninger sandsynligvis blive endnu mere relevant i fremtiden.”

Flere unge er vant til at bruge video

Mette Kongstadt mener, at brugen af video ved rekruttering er en helt naturlig udvikling:

”I takt med at vores samfund bliver mere og mere digitaliseret, bliver ansøgningerne det også. Det kan selvfølgelig give nogle udfordringer for dem, der sidder og søger jobs, for det er langt fra alle, der finder det naturligt at optage sig selv.”

”De generationer, der er på vej ud på arbejdsmarkedet, er dog vant til at blive filmet. For dem vil det med al sandsynlighed føles ganske naturligt at lave ansøgninger på video.”

En god video er mellem 1 og 3 minutter

Ifølge deltagerne i undersøgelsen er der også nogle ulemper ved at modtage videopræsentationer. 27 procent svarer, at det er bøvlet og upraktisk. Mette Kongstadt mener dog ikke, at praktiske udfordringer bør afholde rekrutteringskonsulenterne fra at bruge video.

”Det bliver nemmere og nemmere at lave og modtage videoer. En god videoansøgning kan sagens optages med en almindelig smartphone. Og der er også en masse smarte muligheder for at dele videoer, så det er nemt for rekrutteringskonsulenterne at tilgå dem.”

”Fordi brugen af videoansøgninger stadig er en ny trend, bør virksomhederne tage jobsøgerne lidt i hånden. Mange jobsøgere er for eksempel i tvivl om, hvor lang en videoansøgning bør være. De fleste virksomheder foretrækker, at en videoansøgning varer mellem 1-3 minutter."

"Og det kan være en god idé at gøre de jobsøgende opmærksomme på den forventede længde, når man efterspørger en video. Ellers risikerer virksomheden at få tilsendt en video på et kvarter, og det er spild af tid for både den jobsøgende og modtageren af videoen.”

 

 

Kontakt AS3

Vil du vide mere om ledelse og HR?

Så tilmeld dig vores faglige nyhedsbrev, som udkommer cirka hver 14. dag. Du vil også modtage anden faglig inspiration eksempelvis e-bøger, og du kan altid framelde dig igen.

Besøg Danmarks bedste ledelsesblog

Vores faglige blog vandt i 2016 prisen som Danmarks bedste ledelsesblog.

SE BLOGGEN OM LEDELSE OG HR
Kontakt mig

Udfyld felterne, så kontakter vi dig